søger
…et stort antal litteratur- og kulturinteresserede frivillige
Fredag den 15., lørdag den 16. og søndag den 17. maj afholdes Danmarks store festival for moderne kvalitetslitteratur: Dansk og udenlandsk skønlitteratur, lyrik, prosa og drama.
Over disse tre dage vil publikum i Huset i Magstræde i København få adgang til omkring 120 arrangementer, der involverer forfattere, filmfolk, skuespillere og musikere, som alle har to ting til fælles: 1) De er i besiddelse af en levende interesse for kvalitetslitteraturen og 2) har (for forfatternes vedkommende) selv skrevet sig ind i læsernes bevidsthed med kvalitetslitteratur.
Festivalen, der har fået navnet CPH.LITT.09, vil præsentere kvalitetslitteraturen i oplæsning, debat, drama, musik og film og give læseren, lytteren og seeren adgang til et nutidigt og stærkt engageret kunst- og kulturindtryk.
Af tilmeldte forfattere er blandt andet: Salman Rushdie (UK), Agneta Pleijel (S), Mara Lee (S), Trude Marstein (N), Celine Curiol (F), Audur Olafsdottir (IS), Danute Kalinauskaite (LT), Matilda Södergran (SF), Tabish Khair (IN), Suzanne Brøgger (DK), Helle Helle (DK), Pia Juul (DK), Søren Ulrik Thomsen (DK), Kirsten Hammann (DK), Lone Hørslev (DK), Christina Hesselholdt (DK), Claus Bech-Nielsen (DK), Christel Wiinblad (DK), Lone Arburas (DK) og mange, mange flere.
For at sikre en succesrig gennemførelse af festivalen ønsker initiativtagerne imidlertid at tilknytte et stort antal litteratur- og kulturinteresserede frivillige. Unge, engagerede og initiativrige studerende, tidsskriftsudgivere og andre, som aktivt vil bidrage til at gøre festivalen til en succes.
Arbejdsopgaverne bliver mange og mangeartede. Men helt grundlæggende vil de alle blive en del af en generel servicering, der skal sikre, at festivalen bliver en god oplevelse for både deltagerne og publikum. Opgaverne vil primært bestå i…
- tovholderfunktioner på de mange scener,
- præsentation på scenerne af de optrædende forfattere / kunstnere,
- hjælpefunktioner for DR (som optager samtlige arrangementer)
- kontrol af publikumsadgangen til nogle af de mange scener,
Er du interesseret i at tilbyde din arbejdskraft og blive del af en stor anarkistisk organisation, der i forvejen donerer sin arbejdskraft til formålet: Synliggørelse af kvalitetslitteraturen, kontakt da initiativtagernes repræsentant, festivalleder Ivan Rod, på følgende e-mail adresse: co....@gmail.com
Send ti-femten linier om dig selv, din baggrund for at tilbyde din arbejdskraft og omfanget af den tid, du kan afsætte. Herefter vil alle, der henvender sig, snarest muligt blive indbudt til et orienterende møde om festivalen og det forestående arbejde.